Politik

Svampebob Firkant er ikke public service!

X-factor, Ramasjang, Borgen, franske erotiske dramaer, Svampebob Firkant og Søren Ryge er ikke public service! Igen og igen kan Danmarks Radio ikke få budgettet til at hænge sammen og det giver jo sig selv når ingen indenfor murene i DR Byen har forstået opgaven – public service!  Her ses et kort uddrag af Radio- og fjernsynslovens §6

Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og Internet eller lign sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Udsendelsesvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Udsendelsesvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.

Selvfølgelig er underholdning, kunst og kultur nævnt i loven, men at langt størstedelen af budgettet uhæmmet brændes af på dyre underholdningsproduktioner er en komplet katastrofe i et samfund, hvor vi er presset af internationale kriser og ændrende demografi. Det kan simpelthen ikke forsvares at bruge over 3,5 milliarder kroner hovedsageligt på underholdningsprogrammer, når vi kan se frem til et enormt underskud på statens finanser og regeringen gør det dyrere og dyrere at bo i landet ved at hæve skatter og afgifter. Det er særligt afgørende for de fattigere grupper i samfundet, at have muligheden for at vælge de dyre underholdningsproduktioner fra, når børnenes madpakker pludselig bliver dyrere.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt at almindelige borgere skal afpresses penge fordi de besidder en computer, mobiltelefon eller radio. Skal samtlige internetaviser også have lov til at sende regninger ud og hetze borgere i telefonen fordi der er fri adgang til deres artikler på internettet? Nej, selvfølgelig ikke.

I en public service-optik kan kanalerne DR2 og DR Update samt P1-4 i nogen grad forsvares, men når DR, igen og igen, viser at de ikke magter en så simpel opgave som at overholde budgetterne, fortjener de heller ikke at varetage disse kanaler.

Jeg vil derfor opfordre til at sælge hele Danmarks Radio til højest bydende og sætte en privat udbyder der kan leve op til Radio- og fjernsynslovens §6, samt overholde et budget, til at varetage opgaven.

Sælg DR nu!

Af Anders Braüner Nielsen

3 Comments

  • 14. november 2011 - 17:19 | Permalink

    HØRT! Så absolut! Byder hermed 5 kr.

    • 14. november 2011 - 21:09 | Permalink

      Jeg er helt enig i din overordnede konklusion omkring, at DR bør privatiseres.
      Men når du skriver, at det i en public service-optik i nogen grad kan forsvares, at vi har kanalerne DR2 og DR Update samt P1-4, bliver jeg forvirret. Hvilken public service-definition tilsiger, at vi skal opretholde tilstedeværelsen af disse kanaler gennem DR? Eller spurgt med andre ord: Hvad er det der gør, at lige netop de programmer kan forsvares?

      • delusion
        14. november 2011 - 21:17 | Permalink

        Jeg mener blot at disse kanaler ikke i lige så høj grad bærer præg af kommerciel underholdning på borgernes regning og derfor kan valget af indholdstyper i nogen grad forsvares som public service, men bemærk at jeg alligevel ikke mener DR skal beholde retten til at varetage opgaven.

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

    Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

    Powered by: Wordpress