Bitcoin fungerer på samme måde som kontanter – bare på nettet! Det kan være rigtig smart, men det betyder også at Bitcoin har mange af de samme svagheder som kontanter.
Det betyder blandt andet at når man først har givet dem til modtageren er det kun modtageren der kan vælge at give dem tilbage. Det kan være rigtig smart, hvis man sælger varer til udlandet eller i Den Blå Avis og man vil være sikker på at have pengene inden man sender varen. Ved betalinger med Dankort, kreditkort eller online betalingsudbydere som Paypal, Mobilpay eller Swipp, kan afsenderen dog i de fleste tilfælde ringe til banken for at afvise betalingen og det harmonerer ikke med bitcoin eller kontanter for den sags skyld.
Eksempel:
Jeg køber en 50’er af dig fordi jeg mangler kontanter til en stor is på stranden og sender pengene til dig med Paypal først og bagefter får jeg en 50’er af dig, når du har fået pengene på din Paypal-konto.
Hvis jeg er ærlig kan du selvfølgelig beholde 50’eren på Paypal og alt er som det skal være, men hvis jeg ringer til Paypal og siger at jeg aldrig har fået en 50’er af dig, så står du som “sælger” med bevisbyrden – og du kan selvfølgelig ikke bevise at du har givet mig en 50’er på stranden og så tilbagefører Paypal pengene til min konto. Dermed har jeg både din 50’er og de 50 kr jeg sendte til dig gennem Paypal – øv!
Det samme problem gør sig gældende med Bitcoin og derfor er der ikke mange der tør tage imod Dankort, kreditkort eller Paypal i bytte for Bitcoin – specielt ikke når der er tale om helt fremmede online.
Der er dog enkelte løsninger til at købe Bitcoin online med kreditkort, men oftest kun i begrænsede mængder. Fælles for dem er at de er(meget) dyrere end at lave en bankoverførsel til en Bitcoin-børs som fx Bitstamp.net eller handle med venner og bekendte for kontanter eller bankoverførsler.
Test 1: Bitcoininsanity.com
På trods af navnet var det ikke et sindssygt sted at købe en lille smule bitcoins. Købet foregik ved at lægge det ønskede beløb i indkøbskurven(maksimalt 25$), indtaste personlige oplysninger, telefonnummer og bitcoin-adressen. Dernæst skulle telefonnummeret bekræftes, hvilket foregik ved en opringning fra en automatisk service der oplæste en 4-cifret kode der skulle indtastes på siden – det gik hurtigt og der var ingen problemer med et dansk mobilnummer og betaling med Dankort fungerede fint gennem Paypal.
Man skal dog være opmærksom på at selvom der på siden er meget reklame for “instant – no delay” osv, så er det begrænset af åbningstiderne og da ordren blev gennemført to timer før åbningstid(EST = 6 timer bagud i forhold til Danmark) på en lørdag gik der ca. 2 timer og 10 minutter.
Hvis man gerne vil have følelsen af at eje en smule bitcoins fungerer det godt, men resultatet blev en udbetaling af det der svarede til 20,22$ i bitcoins(i forhold til Bitstamp.net’s kurs) for en betaling på 25$ – altså ca. 24% i gebyr.
Test 2: VirWox.com
Denne virtuelle børs er egentlig tilegnet den virtuelle verden “Second Life” og dertilhørende “Linden Dollars”, men da man kan veksle Linden Dollars (SLL) til bitcoins (BTC) er det på den måde muligt at købe bitcoins med VirWox’s betalingsmetoder, som inkluderer mange kendte og mindre kendte betalingsmetoder, heriblandt kreditkort gennem Skrill (tidl. Moneybookers), Paypal (kun bekræftede konti), Paysafecard og Ukash.
Hvis man bruger VirWox.com med det eneste formål at købe bitcoins med kreditkort bliver man for alvor hevet igennem et vekselcirkus og pumpet for gebyrer hele vejen – først skal pengene sættes ind som € eller $(maksimalt 80€/104$ ved første indbetaling og 240€/312$ måned) gennem Skrill, hvilket gik meget smertefrit, men dernæst kan man desværre ikke veksle direkte fra €/$ til BTC, men bliver nødt til at tage omvejen forbi SLL. Altså $/€ til SSL til BTC, før man kan udbetale sine bitcoins til en bitcoin-adresse.
Ved dette forsøg blev 50$ til kun 0,091BTC udbetalt, fratrukket endnu et gebyr på 0,002BTC, hvilket på nuværende tidspunkt svarer 41,32$(Bitstamp.net kurs 464,28$/BTC) eller lige omkring 21% i gebyr selvom kreditkortgebyret “kun” var 3,5%. Det skal dog siges at der blev en smule småpenge tilbage hos VirWox da kun hele $ kunne veksles og ligeledes en smule SLL, hvilket sandsynligvis får det gennemsnitlige gebyr ved flere transaktioner til at lande på omkring 15%.
Behandlingstiden som ny bruger var desværre heller ikke noget at råbe hurra for, da udbetalingen i BTC skulle “manuelt godkendes indenfor 48 timer”. I praksis resulterede det i en behandlingstid på 45 timer. Ved andet forsøg blev en udbetaling dog behandlet på ca. 3 timer.
Selvom behandlingstiden første gang kan være op til 48 timer er det dog værd at tage med i betragtning at kursen på de bitcoins man køber gælder fra det tidspunkt man veksler dem fra SLL og det ud fra et spekulationsperspektiv kan være fordelagtigt at kunne købe hurtigere end ved en bankoverførsel. Hvis man eksempelvis forventer en eksplosiv stigning mandag morgen kan man spekulere i om det kan betale sig at betale de 15% ekstra for at kunne købe bitcoins med det samme.
Konklusionen må derfor være at det bestemt kan lade sig gøre at købe bitcoins med kort gennem både Bitcoininsanity.com og VirWox.com – det er bare afsindigt dyrt i forhold til at væbne sig med en smule tålmodighed og lave en bankoverførsel til Bitstamp, som tager 2-4 dage efter når man først har været igennem deres verifikationscirkus – men det er en helt helt anden historie.